Sommerferie i Paris

Skrevet d. 17/07, 2008 kl 23:27 af Tanja - 803 visning(er)

Allerede sidste år bestemte vi os for at vi skulle på storbyferie i sommerferien, efter noget diskussion faldt valget på Paris, vi har begge været der før men det er mange år siden, og vi havde ikke været der sammen. Vi bookede rejsen på nettet gennem MyTravel Tango, hvor vi bookede et 3 stjernet hotel - Vendôme Saint Germain på Rue Arras, bare 5 minutter fra Notre Dame og fly med Air France.

Da flyet gik kl. 07.05 og fra Kastrup skulle vi med toget fra Herning 22.36 og vi ankom i lufthavnen 02.49. Det betød jo lidt ventetid, men det var nu egentligt meget hyggeligt og tiden gik rimeligt hurtigt. Hvad der til gengæld IKKE gik hurtigt var check-in hos Air France. Det var rent kaos og fuldstændig uorganiseret og inkompetent! Vi stod først i kø et sted i en halv time, det viste sig så at den kø kun var til de heldige få, der havde mulighed for check-in hjemmefra, så vi måtte - sammen med en hel del andre - om bag i en kæmpe kø. Da vi havde stået der i en 45 minutters tid og flyttet os hele 3-4 meter, viste det sig at halvdelen af de mennesker, der stod i den kæmpe kø først skulle med flyet kl. 10 - så Air France havde genialt nok besluttet sig for at lade 2 afgange med 3 timers mellemrum tjekke ind samme tid! Supersmart...eller noget! Men efter lang tid nåede alle på vores afgang heldigvis at tjekke ind og komme afsted med kun ca. 45 minutters forsinkelse. Det var rimeligt træls, men det var meget værre for dem, der skulle med transferfly! Forhåbentlig nåede de alle at komme videre.

Vi ankom til hotellet og var lidt forbavsede over at det kun var et 2 stjernet hotel med minimale værelser, når vi nu havde betalt for et 3 stjernet - men efter at vi kom os over den første skuffelse, og blev enige om at det jo egentligt ikke betød så meget, da vi jo ikke skulle være der så meget, slappede vi bare af og nød ferien! Og det var en rigtig god ferieDer var næsten ikke det vi ikke så, hvis jeg skulle skrive om det hele i detaljer ville det fylde en krig! Så derfor laver jeg bare lige en opremsning af de forskellige highlights

  • Louvre - fantastisk! Malerierne var mine favoritter, specielt de italienske og de hollandske/flamske, men nogen af de franske var også fantastiske. Vi så selvfølgelig Mona Lisa, men det var svært at komme tæt på, da der stod en kødrand af mennsker rundt om det - men det var specielt at se.
  • Champs Elysee - Den er som altid spektakulær, og det var specielt at se hvordan de gjorde klart til afslutningen af Tour de France.
  • Triumfbuen - Fantastisk flot, og det var sjovt at komme helt til tops og se ud over byen. Men jeg må indrømme, at jeg ikke syntes det var specielt sjovt at komme derop! Hvem, som ikke er sindssyg, betaler frivilligt 9 euro for at gå..ja gå..op af 286 trin på en trappe, der bare kører rundt og rundt???
  • Notre Dame - Rigtigt flot, specielt i solskin.
  • Sacre Coeur - Det var udemærket, det bedste var udsigten. Men jeg må indrømme, at jeg gerne ville have vidst, at der gik en form for elevator derop inden vi gik op af en kæmpe stejl bakke efterfuldt af jeg ved ikke hvor mange trin!
  • Eiffeltårnet - Som altid en fantastisk oplevelse. Det er rigtigt flot at kigge ud over Paris, men elevatorturene op var mindre sjove! Dog skal man være i godt humør den dag, da køerne for at - for det første købe billet - og så komme op er utroligt lange, men jeg kan anbefale at komme så tidligt så muligt, for at minimere køerne.
  • Bådture - Vi var på 2 bådture på seinen, på 2 forskellige ruter. Den ene var om dagen, hvor vi virkeligt fik set en masse. Den anden var en aftentur, hvor det var mørkt og alt var oplyst. Det var en rigtigt god oplevelse, specielt Eiffeltårnet er kanonflot om aftenen.
  • Bustur - Vi var på en bustur rundt i Paris, det var rigtigt sjovt. Vi fik set en masse, som vi måske ikke ville have fået at se hvis vi bare havde gået rundt.

Vi tog selvfølgelig en masse billeder - jeg tror der var omkring de 500. Men det er ikke alle der er lagt op - det skal jeg nok forskåne jer for Dog er der en del - men de er værd at se!

Jeg kan ikke fuldt ud anbefale Air France, men man kan jo håbe at det var en engangsforteelse. Hvis i vælger at booke gennem MyTravel Tango, vil jeg anbefale at i surfer nettet og finder hotellets hjemmeside inde i booker, for at være helt sikker på at hotellet nu har de stjerner de skriver det har.

Men jeg kan kun anbefale en tur til Paris, og at bo i Latinerkvateret. Det var en rigtig fed oplevelse og jeg tror ikke at det er sidste gang vi er i Paris


Kommentarer

Ny kommentar


Indtast bogstaverne du ser på billedet
Billede